Fejl i elinstallationerne på 87 ud af 100 campingpladser
Sikkerhedsstyrelsen har givet påbud til 30 campingpladser om at få bragt installationerne i orden.
Rigtigt mange mennesker kommer i berøring med elinstallationerne på en campingplads i løbet af en sæson. Samtidig er det installationer, der ofte bliver udsat for hård behandling fra vind og vejr og skiftende brugere. Derfor er det afgørende af hensyn til sikkerheden, at installationerne er i orden og løbende bliver vedligeholdt.
I løbet af 2022 har Sikkerhedsstyrelsen kontrolleret elinstallationer på 100 danske campingpladser, og på 87 af pladserne er der fundet fejl og mangler. 58 campingpladser har fået vejledning om at rette op på fejl, mens der er givet påbud om at bringe forholdene i orden på 29 campingpladser.
Eltavler med skader
Et generelt problem på de kontrollerede campingpladser var eltavlernes tilstand. Mere end halvdelen af de kontrollerede eltavler havde fejl eller skader, og dermed var der ikke tilstrækkelig god beskyttelse mod at komme i kontakt med spændingsførende dele.
Manglende jordforbindelse til fastmonteret eludstyr som eksempelvis køleskabe og komfurer var også et problem mange steder. På hver femte af de kontrollerede campingpladser var der en eller flere brugsgenstande, der ikke havde korrekt jordforbindelse.
Tjek fejlstrømsafbryderen
RCD’en (fejlstrømsafbryderen) i eltavlen er et tredje område, hvor kontrolbesøgene har afsløret mangler. 65 steder blev RCD’erne afprøvet, og hver femte gang fungerede den ikke, som den var tiltænkt.
Hun understreger, at de problemer, der er konstateret i elinstallationerne på campingpladser, ikke kun er et problem i campingsektoren.
FAKTA:
Resultater af kontrollen i 2022
Elinstallationer er kontrolleret på 100 campingpladser.
13 steder var alt ok.
58 steder blev der vejledt om ændringer til elinstallationerne.
29 steder blev der givet påbud om at få bragt elinstallationerne i orden.
Vil du vide mere?
Du kan finde vejledning til korrekte elinstallationer på https://www.sik.dk/erhverv/elinstallationer-og-elanlaeg/vejledninger/elinstallationer/campingpladser-og-marinaer/tjek-elinstallationerne-paa-campingpladsen.
Husk, at det meste arbejde på elinstallationer skal udføres af en autoriseret elinstallatørvirksomhed.